Urkokken
Urkokken
Gavlmaleriet er lavet af maleren Niels Ejnar Rust i 1984.
Niels Ejnar Rust blev født i Grenaa i 1945. Han tog sin gymnasiale uddannelse i samme by.
Han blev uddannet på Kunstakademiet i København hos professorerne Vilhelm Freddie og Richard Mortensen og debuterede 1971 på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus, og samme år på Kunstnernes Efterårsudstillig i København.
Han har gennem årene arbejdet med mange forskellige udtryksmidler, men er nok mest kendt for sine gavl- og murudsmykninger i blandt andet Brande og Odense.
I Brande er han mest kendt for sine mange mur-, rum- og gavludsmykninger – også i lokalområdet hvor »Urkokken« på gavlen af Volmerhus i Brande pryder byen den dag i dag. I Herning Folkeblad kunne man i 1984 læse, at Niels Ejnar Rust med udsmykningen af gavlen på Volmerhus var med til at videreføre historien om Brandes gavlmalerier, som tog sin begyndelse i 1968.
Værket var en stiliseret udgave af Brandes byvåben, og inden Niels Ejnar Rust gik i gang med malerarbejdet, havde han været en tur på Harrild Hede for at hente inspiration til at sætte urfugle-hannen ind i de rette omgivelser.
Også i statsfængslet i Sdr. Omme og i Postcenter Vest i Herning har Niels Ejnar Rust udført udsmykningsopgaver. Han var også indblandet i den forhenværende udsmykning af daværende Brande Boghandel.
Gennem årene har han - foruden i Brande - blandt andet boet i London, Oslo, København og i de senere år i hjembyen Grenaa.