Den gamle Købmandsgaard
Den gamle Købmandsgaard
Købmandsgaarden er et gammelt sted, der blev bygget omkring 1850 som et landbohjem med en sal, hvor man kunne holde fest og med en butik, hvor man kunne handle eller købe en kop kaffe. Der var også en kørestald, hvor vognen kunne holde, og hesten kunne få et hvil i stalden.
I 1923 hed købmanden Johannes Christensen, og han var en driftig købmand, der kunne sælge alt muligt – ja, selv hunden, hvis ikke hans kone holdt godt fast i den. Det var også Johannes, der fandt ud af at lave salen om, for den var der ikke længere brug for. Han gravede ud under den, så der blev en god kold kælder og ovenover et lager til sækkevarer.
En af Johannes`sønner, Otto, blev uddannet som købmand, og i 1958 overtog han faderens butik. Han havde lysebrun kittel på og blyant bag øret, og han var en hyggelig købmand at komme ind til. Hvis man skulle have benzin på, kom han straks springende og tankede, for dengang var der nemlig benzinstander uden for butikken.
Rundt omkring Uhre var der mange gårde, og efterhånden blev landbruget lidt mere mekaniseret, og det betød, at enten mand eller kone kunne klare et ekstrajob samtidig med, at gården stadig blev passet. Dette ekstrajob var i Brande, hvor der var større butikker med gode tilbud. Mange benyttede sig af de gode tilbud, og det gik ud over omsætningen i Den gamle Købmandsgaard.
Nytårsaftensdag 1982 drejede Otto Christensen nøglen om i døren, og så var butikken lukket. Mange varer blev stående på hylderne, og købmanden og hans kone blev boende i lejligheden, indtil de begge var væk. Deres 3 børn stod så med en butik på landet, som der ikke var gang i, og som ingen af dem havde brug for.
I 1998 fandt den lokale borgerforening – Uhre Udviklingsråd - midler til at købe hele Den gamle Købmandsgaard, og den 21. november åbnede butikken som museumsbutik. I butikken kan man opleve et kig tilbage til en tid, hvor selvbetjening ikke var opfundet, så man måtte sætte sig på ”sladrebænken” og vente. Det var også muligt at købe uden penge, for det blev skrevet i bogen med priser, som vi ikke kender i dag. En gang om måneden blev bogen talt op, og så skulle man betale.
Frivillige sørger på skift for pasning af butik, rengøring, udstilling og de mange andre praktiske opgaver.
Butikken er åben søndag eftermiddag kl. 14-17 hele året på nær i januar, og der er også åbent samme tid hver dag i juli måned og første halvdel af august måned. Gæster er velkomne uden for alm. åbningstid, hvis der laves en aftale.
Købmandsgaarden har status som forsamlingshus og kan lejes til mindre arrangementer. Tlf. 97187170 kan benyttes til aftale om udlejning eller besøg uden for almindelig åbningstid.
Velkommen i Den gamle Købmandsgaard til et kig tilbage i tiden.
Uhre Byvej 27