Pas på svindelopkald

Pas på svindelopkald og mails
 
Ligesom den øvrige sektor oplever Handelsbanken desværre flere og flere sager, hvor kunder bliver udsat for svindel. I Brande filial oplever mange kunder, at de får en mail tilsendt fra Nets med budskabet om, at deres kort er formodet misbrugt. Her får du en række gode råd til, hvad du skal være opmærksom på.
 
Den seneste måneds tid har Handelsbanken oplevet en stigning i forsøg på svindel. Typisk ringer svindlerne til kunden, udgiver sig for at være fra en officiel myndighed og lokker kunden til at udlevere sine NemID-oplysninger. Derefter overføres store beløb fra kundens Netbank. Situationen er accelereret i løbet af corona-krisen. Heldigvis behøver det ikke gå så galt, hvis du følger en enkelt regel. ”Oplys ALDRIG kortoplysninger og personlige koder til andre,” anbefaler Henrik Overgaard, direktør for Handelsbanken i Brande.
 
Standsede svindelnummer i sidste øjeblik
En af bankens kunder blev for nylig ringet op af en venlig pige, der udgav sig for at ringe fra banken. Hun sagde, hun kunne se, at der var ved at blive overført et stort beløb fra kundens konto til udlandet. Hun fortalte, at kundens rådgiver var gået hjem for i dag, og hun derfor ringede på hendes vegne.
Da kunden ikke kunne se de ikke-eksisterende betalinger, tilbød pigen i telefonen at hjælpe, hvis blot hun fik oplyst cpr. nummer og NemID-kode. Efter samtalen var slut, blev kunden heldigvis mistænksom og kontaktede Handelsbanken, hvorefter alle kort og NemID blev spærret.
 
Stor kreativitet inden for IT-kriminalitet
I andre tilfælde har Handelsbanken oplevet, at en kunde blev kontaktet umiddelbart efter sin mands død af en person, der udgav sig fra at være fra Skifteretten. Personen fortalte, at kunden skulle betale regninger til bedemanden i forbindelse med begravelsen, hvorefter kunden samlet set overførte et større beløb. En tragisk begivenhed og en dødsannonce i avisen var derved afsæt for, at IT-kriminelle benyttede lejligheden til at svindle.
 
Henrik Overgaard oplyser, at de i Brande filial oplever mange kunder, der får en mail tilsendt fra Nets med budskabet om, at deres kort er formodet misbrugt. Kunden bliver bedt om at logge ind, hvilket man ikke skal gøre. Helt enkelt skal mailen bare slettes.
 
Sidste år stjal IT-kriminelle for mere end 52 mio. kroner i danskernes netbank – et rekordstort beløb ifølge brancheorganisationen for den finansielle sektor, Finans Danmark.
 
Gode råd til at undgå svindel:
  • Oplys ALDRIG NemID-koder, kortnummer eller adgangskoder til andre pr. telefon, sms eller mail – kun svindlere beder om disse oplysninger. Banker, Nets, SKAT og offentlige myndigheder vil aldrig ringe eller sende en e-mail eller sms, som beder om, at man skal oplyse sit NemID eller kortoplysninger.
  • Brug NemID nøgleappen, hvor man godkender login med et swipe på telefonen i stedet for at skrive koder fra NemID papkortet.
  • Er du i tvivl om henvendelsens troværdighed, så læg på og ring selv op til banken eller myndigheden.
  • Hvis du får mistanke om, at andre har fået fat i dine personlige oplysninger, fx NemID-koder eller kortoplysninger, er det vigtigt, at du reagerer hurtigt, så omfanget af svindel begrænses mest muligt.
 
Læs mere på handelsbanken.dk/sikkerhed
 
For yderligere information og kommentarer kontakt:
 
Henrik Overgaard, direktør Handelsbanken Brande, telefon: +45 4456 4814
 
 
Handelsbanken har en langsigtet og bæredygtig tilgang til den måde, vi driver bank på. Vi har fokus på kunden i alt, hvad vi gør. Derfor har vi en stærk lokal tilstedeværelse, og vi træffer beslutningerne i filialen, hvor vi arbejder lokalt med både privat- og erhvervskunder. Det er nemlig filialen, der kender kunden og lokalområdet bedst og derfor kan træffe de bedste beslutninger sammen med kunden. Måske er det derfor, vi har nogle af de mest tilfredse privatkunder og erhvervskunder. Vi er en del af den svenske Handelsbanken-koncern, en af Nordens største banker, og vi har den højeste rating af internationale kreditvurderingsinstitutter. Handelsbankens hjemmemarkeder er Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland og Storbritannien. I Danmark er vi over 600 medarbejdere og har flere end 50 filialer landet over.

Del denne side: