Foredrag, 7-9-13 - og de andre verdensmål, med Morten D.D. Hansen
7-9-13 – og de andre verdensmål
FN’s 17 verdensmål sælges ofte som en slags moderne livsforsikring – som det 21. århundredes 7-9-13 eller banken under bordet. Helt objektivt giver det også rigtig god mening at opføre sig bæredygtigt, så man holder hus med resurserne.
Men netop fordi de 17 mål er så svære at være imod (de færreste går ind for mere sult, mere fattigdom eller større ulighed), er der også en stor risiko for, at vi får et ”business as usual”-forhold til dem. Faktisk går det jo fremad med de fleste, både lokalt og globalt. Men verdensmålene hænger sammen, nogle er helt basale, nogle er forudsætningen for andre, og i sidste instans holder målene 14 og 15 for – der er nemlig kun ét sted, hvor vi kan hente resurser: fra naturen.
I foredraget formidles verdensmålene stærkt underholdende, og nye og overraskende sammenhænge bliver illustreret – hele tiden med verdens truede natur og biodiversitet som omdrejningspunkt.