Fra Brande Borgerforening til Ikast-Brande Kommune

 

På et bestyrelsesmøde, mandag, den 22. januar 2018 har vi i Brande Borgerforening diskuteret et par vigtige punkter for byen, som vi vil bede byrådet i Ikast-Brande Kommune om at gøre noget ved! Det drejer sig om følgende punkter:

 

1. Farlige trafikforhold

Det første punkt drejer sig om trafikforholdene fra Borupvej via Herningvej og ud til afkørslen til Rema 1000, Jysk og Jem og Fix.

I hverdagene -  især i morgentimerne og hen på eftermiddagen – er det en stor udfordring af være trafikant i Brande – både som cyklist og som bilist. Trafikken er så tæt, at den ofte går i stå, og risikoen for trafikuheld er meget stor – ikke mindst som her i vintertiden med mørke og ofte glatte veje. Der er virkelig behov for en form for trafikregulering ved både Herningvej/Borupvej og Herningvej/Vestergårdsvej for at tilgodese såvel borgere som byens mange indpendlere.

 

2. Dårlig gadebelysning i Brandes gader

Vi vil ligeledes minde om en aftale, der blev indgået på et biksemadsmøde på Café Tankefryd. Her lovede vores nye borgmester, Ib Boye Lauridsen nemlig, at han nok skulle gøre noget for at forbedre gadelyset i hovedgaden i Brande. Vi venter stadig på at få dette udbedret, så Brandes borgere og mange gæster kan færdes i godt oplyste gader i aftentimerne.

 

Brande Borgerforening

 

Del denne side: